Lige for loven?

(Bragt i Politiken 15. juni 2007)

 

Af Andreas Boisen, cand. jur., konservativ folketingskandidat, Mysundegade 11, 1. tv., København V

 

I Politiken forleden udtalte den radikale politiker fra Århus, Rabih Azad-Ahmad, at lægdommerne ved de danske domstole kender for lidt til de etniske minoriteter og derfor ofte dømmer dem en hårdere straf.

Det Rabih i virkeligheden ønsker at gøre op med, er den grundlovsfæstede retsgrundsætning om, at alle er lige for loven. Denne grundsætning er én af de vigtigste fra den første Grundlov, hvor adlen før havde sær-rettigheder. Og grundsætningen gælder uanset farve, region, køn, rang, økonomi og andre subjektive forhold. Retten har alene at dømme efter, hvad loven angiver som objektive kriterier.

Jeg er derfor meget rystet over, at en dansk politiker – og jurist – nu ønsker, at de danske domstole skal tage særhensyn til særlige grupper i samfundet. Hvad bliver det næste? At velhavende slipper for straf? Eller at kvinder dømmes hårdere end mænd for samme forhold?

Domstolene skal alene forholde sig til sagens objektive forhold, og ikke tillægge særlige grupper særstatus, hverken positivt eller negativt.

Det skal også lige nævnes, at lægdommerne bliver indstillet af de politiske partier, hvilket burde sikre at de har den nødvendige samfundsmæssige indsigt.